Global home folk high school
Global hjemmehøjskole er en online aktivitet, som vi fandt på under Corona, hvor online arrangementer blev en nødvendighed.
Forløbet er som i en fysisk hjemmehøjskole (se andet sted på siden), men her i et globalt fællesskab, hvor vi udforsker temaer, der berører os alle, uanset nationalitet.
Vores globale netværk spænder fra Mexico til Japan. Næsten alle deltagere har på den ene eller anden måde været i forbindelse med den danske højskole, hvilket giver et rigtig godt fundament for den åbne og nysgerrige atmosfære.
Når verden rumler og fælles temaer dukker op, kalder vi i ”Menneske først – LifeDialogues” sammen til Global Home Folk High School og deler vores oplevelser og synspunkter med hinanden. Hjemmehøjskolen har et regelsæt, der bliver nøje overholdt, og som sætter samtalen fri og gør atmosfæren tryg og imødekommende.
Vi lever i en tid, hvor det er særligt vigtigt at skabe vennebilleder fremfor fjendebilleder; at værne om hinandens ret til forskellighed og samtidigt italesætte lighederne – der, hvor vi mærker fællesskabet i først og fremmest at være mennesker.
“Det var rart at genskabe forbindelsen på højskolemanér. Selvom det var på en skærm, fik jeg den samme følelse igen, jeg genopdagede livligheden og den dybe kommunikation. Dette møde var lige til tiden. Jeg håber, at dette samfund vokser og vokser. ”
– Idé, Mexico